Energiforbedring med nye vinduer og døre

Energiforbedring

Der er store besparelser at hente med nye vinduer


energi_vinduer.jpgDer er stort varmetab ved dårligt isolerende vinduer. I et typisk dansk hus er det cirka en tredjedel af varmen i huset, der forsvinder ud gennem utætte vinduer. Du kan halvere varmetabet, hvis du skifter den gamle termorude ud til en energirude.

Det er en god idé at skifte ruder eller vinduer, hvis:
-  Det er termovinduer eller termoruder, der er mere end 10 år gamle.
-  Vinduerne er hårdt angrebet af råd eller svamp.

Der er som regel ingen grund til at skifte vinduer/ruder, hvis de er under 10 år gamle, medmindre der er tale om vinduer med almindelige termoruder. I så fald skal ruderne udskiftes med energiruder. Vinduer med almindeligt glas bør altid energirenoveres, da vinduer med 1-2 lag almindeligt bygningsglas er energiteknisk forældede.

Sådan tjekker du, om du har energiruder
energivinduer2.jpgHvis ruderne er energiruder, står det ofte trykt eller præget i kanten af dem. Der kan f.eks. stå "Very Low Energy" eller "Energi A".

Du kan også undersøge om vinduerne har energiglas på følgende måde:
- Stå foran vinduet inden døre.
- Hold en lighter eller en tændstik op foran vinduet, så du kan se flammen spejle sig i vinduesglasset.
- Ruden er af energiglas, hvis spejlingen af flammen længst væk fra dig har en anden farve (typisk lilla eller grønlig) end de øvrige spejlinger.

Skal du skifte hele vinduet eller kun ruden?
Det næste der skal findes ud af, er om det er nødvendigt at skifte hele vinduet, eller om man kan nøjes med at udskifte ruden.
Den billigste  løsning er at skifte de gamle termoruder med nye energiruder, men det forudsætter naturligvis at karme og rammer er i forsvarlig stand.

Du kan nøjes med at skifte ruderne, hvis:
- Vinduerne er i god stand.
- Vinduesrammerne er tætte eller nemt kan eftertætnes med nye tætningslister.

Du bør skifte hele vinduet, hvis:
- vinduet er i dårlig stand.
- Vinduet har sprosser.
- Vinduesrammen er utæt.